Deleøkonomi er det nye sort
Udlejningstjenesten Airbnb har d. 17. maj 2018 indgået en skatteaftale med de danske myndigheder. Aftalen sikrer en automatisk indberetning af lejeindtægter, når man udlejer sin bolig gennem tjenesten. Airbnb er en af mange nye tjenester, der bygger på deleøkonomi, som er blevet mere og mere populært de seneste år. Denne historiske aftale, som regeringen kalder den, er med til at booste deleøkonomien i Danmark. Men hvorfor er deleøkonomi blevet det nye sort, og hvorfor er det en god forretning? Det får du svaret på i denne artikel.
En innovativ trend
Deleøkonomi bygger grundlæggende på en praktisk tankegang om at dele. Hos Airbnb kan du udleje dit værelse, lejlighed eller sommerhus, når du alligevel ikke selv skal bruge det. Andre tjenester som Uber og GoMore tilbyder en billigere måde at transportere sig på, hvis man ikke selv har bil. Hos GoMore har man bl.a. fokus på at fylde bilerne, så man dermed sparer benzinen og undgår, at flere personer kører alene i bilerne. Tilhængere af deleøkonomi mener, at tjenester som disse giver forbrugeren nye valgmuligheder, hvor man har mulighed for at spare en masse penge og samtidig gavne miljøet. Deleøkonomi er ikke bare en fordel for forbrugerne, det er også en nytænkende måde at tjene penge på. Når virksomhederne udlejer et værelse, der alligevel skulle have stået tomt, tager de en uudnyttet ressource og laver den om til et produkt, de kan sælge.
Nye muligheder for virksomhederne
Derfor er deleøkonomi en rigtig god business at investere i for virksomheder. De seneste år har man kunnet se en stor trend i at være miljøvenlig og samtidig omkostningseffektiv, og her er deleøkonomiske tjenester rigtig godt stillet. Virksomheder som Airbnb tjener styrtende af penge på at udbyde andres ejendomme. Generelt har virksomheder, der fungerer som en portal for andres varer eller ydelser, klaret sig rigtigt godt. Det ser man bl.a. ved platforme som Amazon, Ebay og Alibaba. Virksomheder, der tilbyder deleøkonomiske tjenester behøver nemlig ikke selv at bruge tid og ressourcer på produkterne, men derimod blot opretholde en platform, der giver kunderne mulighed for at handle med hinanden. Virksomheder bygget på deleøkonomi skal ikke indkøbe produkter på samme måde som en webshop, hvilket gør dem mere fleksible og besparende, da de ikke selv står med risikoen og alle de ulemper og omkostninger, der følger med at skulle opretholde et stort varelager.
Et voksende marked
Undersøgelser fra Danmarks Statistik viser, at deleøkonomiske tjenester kun bliver mere og mere populære. Faktisk svarede hver femte dansker ja til, at de gerne ville benytte sig af deleøkonomiske tjenester såsom Airbnb. Især unge mellem 16 og 34 år gør brug af de nye muligheder. Undersøgelsen viser, at hver fjerde person i førnævnte aldersgruppe har gjort brug af en deleøkonomisk tjeneste i løbet af det seneste år. Pga. denne stigende interesse i deleøkonomi er det oplagt at undersøge, hvordan ens egen virksomhed kan komme med på bølgen og dermed få en bid af kagen. Derfor gør man klogt i at holde øjnene åbne for nye uudnyttede ressourcer, der let kan laves om til penge.